Når nervøsiteten/angsten tager magten
Nogle oplever at blive så overvældet af følelser af angst og nervøsitet, at de ikke møder op på studiet. De forsøger at undgå at fremlægge og at sige noget i det hele taget.
Ofte hænger følelserne sammen med negative tanker om sig selv og andre. Det kan f.eks. være:
- Jeg er ikke god nok.
- Jeg er bange for, at andre skal se, hvor usikker/dum/nervøs jeg egentlig er.
- Hvis jeg siger noget, vil andre give mig kritik, og den er sikkert negativ.
- Andre vil ikke synes at det jeg har at sige er spændende.
- Jeg går helt i panik, laver pinlige ting og brænder broer bag mig, så jeg aldrig kan møde op igen.
- Hvis jeg taler lynhurtigt får jeg det hurtigt overstået. Så har de næsten ikke opdaget, at jeg har sagt noget.
- Jeg bliver rød i hovedet.
Hvis man holder sig tilbage pga. frygten, kan tilbageholdenheden blive selvforstærkende. Det er altså nødvendigt at bryde igennem sin nervøsitet, for at få bugt med den.
Du kan prøve at tænke over hvad der er baggrunden for din nervøsitet. Når du kender årsagerne til din tilbageholdenhed, kan du bryde den onde cirkel ved at begynde at øve dig og træne dine færdigheder.
Hvis du oplever at du har behov for hjælp til at komme videre, kan du kontakte os og få en samtale.
Denne tekst er skrevet med inspiration fra srg.dk.